Lokalplan skal bane vej for boliger ved Søndre Strand
KØGE: Om få måneder kan byggeriet af de første nye boliger nær Køges gamle industrihavn gå i gang.
Det er i hvert fald, hvad der er lagt op til efter tirsdagens byrådsmøde, hvor politikerne sendte et forslag til lokalplan for en del af området mellem Strandpromenaden og Søndre Strand i offentlig høring.
Lokalplanforslaget dækker første og anden etape af ialt syv udviklingsområder på Søndre Havn, og forslaget baner vej for, at området bliver starten på en helt ny bydel med både boliger, erhvervs, butikker og kulturelle formål.
- Søndre Strand bliver et skønt sted at bo – med stranden til den ene side og Køge bymidte til den anden. Byudviklingsselskabet Køge Kyst har allerede lavet aftaler om byggeri af de første boligkarréer i området, og lokalplanen her er den sidste brik, der skal falde på plads, siger borgmester Flemming Christensen.
Lokalplanforslaget skal blandt andet sikre, at byggeriet i området bliver afvekslende, og at det får en grøn profil. Bebyggelsen skal, ifølge forslaget, være karréer på mellem tre og syv etager med mulighed for altaner og terrasser. Næsten al parkering skal foregå under jorden i parkeringskældre eller p-hus.
Det bliver ikke kun de kommende beboere, der kommer til at færdes i området. I den sydlige del bevares ungdomskulturhuset Tapperiet, og på strandengen skal der bl.a. laves en promenadesti.
Forslaget til lokalplan er i offentlig høring fra den 2. juni til den 11. august. Der holdes borgermøde om lokalplanen den 19. juni på Tapperiet. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget til september.
pm