Værnepligtige bespises på rådhuset
For første gang i mange år er der værnepligtige på Haderslev Kaserne. Det fejres med hemmelig menu
For første gang i 10 år er der igen værnepligtige på Haderslev Kaserne, og det markeres den 7. maj med et arrangement i byrådssalen, hvor borgmester H.P. Geil har sørget for en hemmelig menu med et sønderjysk anstrøg.
”Vi har ikke haft værnepligtige i byen siden 2004, men vi er glade for, at de kan kommer og bliver en del af bybilledet. Vi er en kaserneby og er stolte af det, så selvfølgelig skal de have en ordentlig velkomst," siger borgmester H.P. Geil.
Mandag startede 30 nye værnepligtige på kasernen i Haderslev, og onsdag den 7. maj bliver de så budt velkommen til Haderslev Kommune med et arrangement på rådhuset. Omdrejningspunktet for velkomsten bliver et særligt måltid, der bliver serveret i byrådssalen kl. 11. Borgmester H.P. Geil har selv bestemt menuen, som han dog ikke vil løfte sløret for endnu.
”Nu er de værnepligtige kommet til Sønderjylland, og så skal de selvfølgelig også smage noget rigtig lokalt og sønderjysk. Det bliver noget lidt andet end feltrationer, tør jeg godt love," siger H. P. Geil.
Efter de værnepligtige har fået lidt at spise, får de en guidet rundtur i midtbyen.
De 30 soldater, der i mandags begyndte på Haderslev Kaserne, kommer fra forskellige enheder i landet. Efter sommerferien starter 90 nye værnepligtige. De vil også blive inviteret på besøg på rådhuset i Haderslev, hvor man gerne vil gøre arrangementet til en tradition.