Esbjerg kysser sclerose farvel
Onsdag d. 28. maj er der World MS Day. Samme dag er der Late Night i Esbjerg City, og som en del af Scleroseforeningens kampagne ’Kys Sclerose Farvel’ er Esbjerg Fanø Lokalafdeling repræsenteret. Klokken 16 åbner den grønne stand på Torvet, hvor der bl.a. sælges kager venligst bagt og doneret af Esbjerg Inner Wheel Klub og Kernebageren. Flere butikker og restauranter har sagt ja til ved køb af udvalgte varer at donere en del af beløbet til forskningen i sclerose.
”Ikke mange kender ret meget til den komplicerede nervesygdom, sclerose. Derfor er World MS Day en kærkommen lejlighed for os til at informere interesserede borgere i Esbjerg om sclerose på en forhåbentlig afslappet og hyggelig måde”, siger Dorte Flyvbjerg Reis, der er overvældet over den store opbakning fra handelslivet i Esbjerg.
Den Internationale Sclerosedag, World MS Day, er etableret af den internationale sclerose organisation, Multiple Sclerosis International Federation. Formålet er at øge alle menneskers opmærksomhed på og viden om sclerose. Siden den første internationale sclerosedag i 2009 er arrangementet år for blevet større overalt på jorden. Og i år markeres World MS Day altså også i Esbjerg.
Lokalafdelingens stand på Torvet er samtidig en del af Scleroseforeningens kampagne, ”Kys Sclerose Farvel” - en landsdækkende kampagne, som kører i maj og juni. Formålet er at samle penge ind til forskning i sclerose. For første gang i mange år er der nemlig gode fremskridt i forskningen i sclerose, og de indsamlede penge går til, at verden forhåbentlig engang kan kysse sclerose endeligt farvel.
Kampagnens logo er de grønne kys-læber, som benyttes på alt materiale i kampagnen – inklusive indsamlingsbøsser, som du kan finde i Netto, Rema 1000, Kop & Kande, Arnold Busck og andre butikker i Esbjerg indtil midt i juni. Du kan også købe mintpastiller og læbepomade, som sælges i butikkerne og giver frisk ånde og kysseklare læber.