Fortsæt til indhold

HB Køge sluttede sæsonen med 3-3 drama mod AB

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Sæsonen 2013/14 i Nordicbet Ligaen sluttede mandag eftermiddag, 2. pinsedag, med et sandt drama i bundstriden.
Inden sidste spillerunde var det afgjort at Silkeborg IF og Hobro IK var sikre påoprykning til Superligaen, så blikket var vendt mod den anden ende af tabellen, hvor tre klubber kæmpede en desperat kamp for at slippe fri af næstsidstepladsen og dermed følge BK Marienlyst ned i 2. Division.
HB Køge var involveret i et af disse dramaer - mod AB i Gladsaxe.
Nedrykningstruede AB kom bedst fra start men det var HB Køge der bragte sig foran 1-0 efter 12 minutter da Vito Hammershøy-Mistrati scorede på hjørnespark.
Situationen blev endnu værre for AB, da Anders Nielsen i det 26. minut blev spillet fri af Jeppe Kjær og bragte Svanerne foran 2-0, hvilket også var stillingen ved pausen.
I anden halvleg kom AB tilbage i kampen, og de sidste 20 minutter blev et højspændt drama.
Hjemmeholdet fik reduceret til 1-2 da Younes Namli scorede på straffespark. Blot to minutter senere kom udligningen da Linus R. Olsson fik bolden forbi Frederik Due i HB Køges mål.
Fire minutter før tid lignede AB en sikker nedrykker da Ayo Simon Okusun var så uheldig at sende bolden i eget net til HB Køge føring på 3-2, men i kampens overtid fik AB reddet sig fri af nedrykningen da Nichlas Rohde fik udlignet til slutresultatet 3-3 under vild jubel hos hjemmeholdet og deres fans.
Da Hvidovre IF samtidigt tabte 0-2 i Hobro, og Vendsyssel FF fik hentet en sejr på 2-1 på udebane mod AC Horsens, blev det Hvidovre der trak nitten og næste sæson må spille i 2. Division.
HB Køge slutter sæsonen på 6. pladsen - og kan bryste sig af at have rækkens suverænt bedste defensiv. Kun 31 gange er Frederik Due og co. blevet overlistet i de 33 kampe.

Syv spillere siger farvel

HB Køge er i fuld gang med at sammensætte truppen til den kommende 2014/15 sæson, der indledes den sidste weekend i juli måned.
Syv spillere fra forårets trup siger farvel. Eddi Gomes er solgt til Esbjerg fB, Thobias Ndungu rejser til USA, mens anfører Morten Kalrsen stopper sin lange karriere.
Desuden skal Simon Richter, Vito Hammershøy-Mistrati, Nicolai Geertsen og Anders Kaagh finde andre græsgange, eftersom de har kontraktudløb efter sæsonen og ikke får aftalen forlænget.
- Vi har fuld fokus på det kommende transfervindue, og vi vil i den kommende tid præsentere flere nye spillere. Vi skal forstærkes i alle kæder - bortset fra på målmandsposten - og vi er langt i processen, oplyser adm. direktør Peter Frank til www.hbkoge.dk.