Fortsæt til indhold

Miraklernes tid er ikke forbi

Det bliver op ad bakke for Team Esbjerg, der søndag tager imod russiske Lada i EHF-finalen

Arkiv
Arkiv

Esbjerg har et kvindehold i håndbold af høj international klasse, og søndagens finalekamp i EHF Cup'en byder på noget af det ypperste, europæisk klubhold kan præstere. Team Esbjerg tager mod Lada fra Rusland, som vandt den første kamp i Togliatti med 36-25 og er storfavorit til at hjemføre titlen.
Team Esbjerg har tidligere i turneringen vundet med ni mål over et andet af Ruslands bedste hold, Dinamo Volgograd, og selv om oddsene er vanskeligere denne gang, har holdet ikke opgivet håbet.
- I holdsport er der ingen garanti for, at vi har et hold, der kan spille med i toppen hele tiden. Det er en lang og besværlig rejse gennem flere år at nå til den første EHF-finale nogensinde. Derfor er min opfordring til det esbjergensiske håndboldpublikum: Nyd det, mens det går Team Esbjerg sportsligt godt. Selv om vi er bagud med 11 mål, så meld jer i heppekoret. Miraklernes tid er ikke forbi, især ikke med det hold, vi har nu, siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.
Han understreger, at Team Esbjerg med finalepladsen i EHF-Cup og de to forestående bronzekampe mod Randers HK i Dame Håndbold Ligaen er nået længere, end klubbens ellers ambitiøse målsætning rakte i denne sæson. De kommende 12 dage vil afgøre, om klubben formår at tage yderligere skridt op ad den europæiske og nationale rangstige.
I modsætning til flere danske ligaklubber har Team Esbjerg valgt at deltage i EHF Cup, og kampene mod især østeuropæiske modstandere har økonomisk været dyrere end budgetteret. Efter sæsonen vil klubbens ledelse evaluere udbyttet sportsligt, økonomisk og ressourcemæssigt. Også publikumsopbakningen til søndagens finalekamp vil spille ind.
- Det er første gang i vores historie, vi er nået så langt, og i det lys skal man måske også se resultatet af den første finalekamp i Rusland. Vi har været vidt omkring i Europa og slået stærke mandskaber, men vi har aldrig prøvet at spille finale før. Uanset udfaldet har det givet truppen masser af erfaringer med rejser over lange afstande, fremmede håndboldkulturer og presset fra et fanatisk publikum på udebane at deltage og nå så langt i EHF Cup, siger Bjarne Pedersen.
Trods de store udgifter ved at deltage i EHF Cup forventer Team Esbjerg fortsat at komme ud af det regnskabsår, der slutter 30. juni, med noget nær et nulresultat.
Du kan købe billetter til EHF Cup-finalen mellem Team Esbjerg og Lada søndag kl. 16.40 i Blue Water Dokken på www.teamesbjerg.dk.