Haderslev klar til nyt rekordstævne
”Frøs Haderslev Triatlon” stormer fremad og er nu det største stævne i det sydlige Danmark
Det er blevet et hit at dyrke triatlon i det ganske land, og det mærker man tydeligt i Haderslev Tri2000. Stævnet, der i år afholdes 1.juni, har gennemgået en markant udvikling og stævnets populære løbe- og svømmerute er blevet et tilløbsstykke. På få år er stævnet vokset fra få deltagere til fuldstændig udsolgt i år med 570 deltagere. Og man skal være hurtig på tasterne for at komme med. Således var der udsolgt på blot 59 minutter, efter tilmeldingen blev åbnet, på den ¼ jernmanddistance. På grund af de hurtige og mange tilmeldinger valgte mange af Haderslev TRI 2000´s medlemmer ikke at deltage i stævnet, og i stedet agere hjælpere på stævnedagen. Herved blev der frigivet 66 pladser, og disse blev udsolgt på 4 minutter og 44 sekunder.
Frøs Haderslev triatlon er for alle
Haderslev TRI 2000 vil meget gerne vise sporten frem for kommunens indbyggere, og håber derfor på stor tilskueropbakning i de fantastiske omgivelser ved Søsportscentret. Klubben vil gerne vise, at sporten er for alle, og på stafetdistancerne vil man kunne opleve, hvordan man som løbe-, cykle- eller svømmemotionist kan deltage i en Triathlon og opleve spændingen ved de 3 sportsgrene uden at skulle mestre dem.
Det er samtidig sådan, at stafet distancen er en kærkommen mulighed for en motionist eller elitemotionist at deltage individuelt, men samtidig være en del af et hold.
Der er start kl. 10:00 på de to distancer, ¼ og en ½ jernmand, ved Søsportscentret den 1. juni, hvor der jo først skal svømmes. Derefter er der cykling på en meget hurtig cykelrute til Bevtoft og retur, inden der til sidst er løb i Damparken. Allerede fra middagstid kan de første løbere ses i Damparken, der på denne måde danner centrum for stævnet.
Distancer:
1/4 Jernmand distance
950 m svømning, 45 km cykling og 10,550 km løb
1/2 jernmand distance
1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,1 km løb