Rift om REHH’s talenter
Ribe-Esbjerg HH’s stærke satsning på ungdoms- og talentarbejdet giver stadig flere, gode resultater, og der er ”efterspørgsel” på REHH’s talenter.
Ungdomsspilleren Pelle Schilling, der allerede er fast mand på ligaholdet, får i denne weekend debut på U20 landsholdet, der er samlet i træningslejr i Skærbæk Fritidscenter i pinsen og skal spille tre landskampe mod Kroatien i Grænsehallerne i Kruså.
Men også de helt unge talenter har vakt DHF’s interesse. Lasse Nikolajsen og Rasmus Nielsen er således udtaget til DHF’s sommerlejr, mens Mikkel Langerhuus, Jonathan Sørensen og Rasmus Gravengaard skal på medielejr.
Medielejren er en samling for en gruppe drenge, hvor talenttrænerne ser dem an over en weekend (19.-22. juni) med henblik på at blive inkluderet i efterårets talenttræning.