Igen en stor speedway-aften i vente
Ingredienserne til en festlig aften på Granly Speedway Arena er bestemt til stede, når Grindsted kommer på besøg. De dobbelte danske mestre tager imod det øjeblikkelige tophold, som kommer med en fræk udfordrer til Niels-Kristian Iversen, og så er der meldt lækkert vejr dagen før Grundlovsdag.
Efter fremragende opgør mod Holsted og Region Varde er der nu dømt returopgør mod naboerne fra Grindsted, som har haft så meget fart på, at de har sat sig på Dansk Metal Speedway Leagues førsteplads. Den har de øjensynligt ikke tænkt at give slip på uden kamp, og holdets lokale stjerne, Michael "Li'Glad" Jepsen Jensen, har meldt ud, at han gerne ser holdleder for EMS, Ib Pedersen gå derfra med rød bag. Dermed er temperaturen allerede på kogepunktet før opgøret, og noget tyder på, at det bliver en varm affære.
"Efter næsten 4.000 tilskuere mod Holsted mærker vi igen stor interesse på en matchdag, og det kun dejligt, at kørere og holdledere brænder så meget for at give hinanden baghjul. Det er bare speedway-land her i vores region, og vi kan igen præsentere et par topkørere, som endda har lokal baggrund. Det giver det hele lidt mere kolorit," siger pressechef i Esbjerg Motorsport, Lars Guldager Dyhr, som håber på stærk opbakning efter fredagens sejr mod Region Varde.
"I sidste sæson hentede vi en storsejr på hjemmebane mod Grindsted, og vi går da efter at hente et bonuspoint ved at være bedst indbyrdes, så forhåbentlig kan vi gentage den optræden. Det skete foran godt 1.200 tilskuere, men der kunne godt komme mange flere i aften, hvor vejret ser forrygende ud, og hvor mange har lidt fri i morgen. Grindsted tager garanteret også mange fans med, som nyder, at de snakker med i den sjove ende af rækken, og så skal vi da også matche dem på tilskuerpladserne. Det skulle ikke undre mig, om vi minimum kunne fordoble tilskuertallet fra sidste sæson," siger den forventningsfulde pressechef, inden det går løs i aften klokken 18.30 på Granly Speedway Arena.