Politiet søger vidner til brand i Greve
GREVE: Politiet fik søndag aften kl. 18.54 via alarm 112 melding om, at brandvæsnet og en ambulance var sendt til ildebrand i en lejlighed i en beboelsesejendom i Krathuset i Greve.
Ved politiets ankomst var der tydelige flammer og kraftig røg fra en lejlighed på 1. sal.
Beboerne var blevet evakueret, og brandvæsnet var i gang med at undersøge, om alle var kommet ud fra lejlighederne i opgangen.
Der var ingen af beboerne i den brændende lejlighed til stede, hvorfor ambulancen kunne returnere, idet ingen var kommet til skade som følge af branden.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, så beboerne kunne komme retur til deres boliger.
Politiet tilkaldte kriminalteknikere til at assistere i forbindelse med undersøgelse af den brændte lejlighed i et forsøg på at finde årsagen, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. Politiet afventer nu en erklæring fra kriminalteknikerne vedrørende undersøgelserne.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører meget gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt på stedet før brandens opståen. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm