Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde i badminton

Seks klubber går sammen om talent og elitetræning

Arkiv
Arkiv

Seks badmintonklubber i Randers har taget initiativ til at styrke badmintontræningen i kommunen og underskrevet en samarbejdsaftale for fælles talent og elitetræning. Formålet med at slå kræfterne sammen på udvalgte områder er at forbedre de sportslige tilbud til både bredden og talenterne indenfor ungdomsbadminton. Samarbejdet er døbt Kronjylland Badminton.
I de seks klubber er der enighed om, at tilbuddet til badmintonspillerne i Randers ikke har været godt nok, men endnu værre var det, at klubberne ikke kunne arbejde sammen.
Derfor blev der for et halvt år siden taget de første skrift til et samarbejde mellem SIF (Assentoft), Langå, Vorup, Randers Real, SMIFF (Mellerup/Harridslev) og Randers Badminton Klub (RBK).
"Det har været en god oplevelse at komme igennem processen," siger Kåre Severinsen fra Vorup.
"Vi er forskellige klubber med forskellige traditioner og ambitioner, men vi går alle helhjertet ind for at styrke badminton i Randers-området, så jeg håber, vi kan få det til at gå op i den højere enhed," lyder det fra Vorup-lederen.
Samarbejdet indebærer etablering af fælles talenttræning, fælles hold i holdturneringer, fælles trænerudvikling og fælles stævneafvikling.. Andre klubber kan indtræde i samarbejdet, ligesom klubber, der ikke ønsker at være med, kan få glæde af det, da deres talenter også kan deltage i de fælles aktiviteter.
"Intentionen er ikke, at spillerne skal forlade deres egen klub for at spille i Kronjylland Badminton. De skal derimod forblive i deres egen klub, men - i tillæg hertil - deltage i vores aktiviteter i det omfang de har lyst, overskud og tid," siger Johnny Nielsen fra Randers Badminton Klub.
Elitechef i Randers Kommune Morten Arvidsson hilser det nye samarbejde velkommen.
"Det er en stor glæde for mig, at badmintonklubber i Randers har fundet sammen om at lave et elitesamarbejde til glæde for den enkelte ungdomselitespiller. Ved at samarbejde opnår man mulighed for, at den enkelte spiller kan bevare sin tilknytning til sin moderklub og samtidig få de sportslige udfordringer, som er en nødvendighed for at nærme sig den nationale elite," siger elitechefen.
"De seks klubber er de førende i kommunen, og jeg er overbevist om, at alle seks vil kunne tjene på et frugtbart samarbejde. I særdeleshed elitespillerne, men ikke kun for elitespillerne. Også bredden vil tjene på, at badminton står sammen. Jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til badmintonsportens fremtid i Randers. Med de mange dygtige folk fra de seks klubber ved roret," siger Morten Arvidsson.