Fortsæt til indhold

Talentshow på liv og død

Randers Regnskov præsenterer denne sommer nogle af verdens sejeste dyr i et helt unikt talentshow. Kun de allerstærkeste dyr har overlevet i evolutionen, fordi de har evnerne, deriblandt Skinke og Bacon - to minigrise med helt særlige talenter

Arkiv
Arkiv

Naturenviser ingen nåde, den kan ikke charmeres og den sender ikke talentløse deltagere hjem til mor med en tudekiks og en ridset stolthed. Hvis man ikke har det, der skal til, vil man blive sorteret fra og dø. For naturen gradbøjer ikke talent.
Igennem millioner af års udvikling har de sat livet på spil og forfinet hvert deres talent, og nu er de endelig klar til at stå på scenen for at vise, hvad de kan.
Når det kommer til dyr, handler det om de tre f´er - føde, forsvar og formering - dette er alfa og omega for at et dyr ikke uddør i evolutionen. Det vil Randers Regnskov gerne illustrerer med to daglige shows i Danmarks Parken gennem hele sommeren. Det er et show med fokus på overlevelse i kampen mod naturen som den nådesløse og ubarmhjertig dommer. Her vil selv en Thomas Blackman fremstå som en blødsøden hyggebamse, lyder det fra regnskoven.
"Vi vil gerne vise folk, at overlevelse i naturen faktisk handler om at have talent", siger dyrepasser Jesper Frydkjær.
Overlevelse er noget regnskoven formidler i deres daglige arbejde, men man kunne godt tænke sig at gøre det lidt mere festligt.
"Du bliver nødt til at tænke anderledes i dag, med alle de tilbud, der er til børnefamilier. Hvis vi skal konkurrere med for eksempel Djurs Sommerland, skal vi have noget anderledes at byde på", siger han.

Hård træning

Derfor satser man også nu på et talentshow, da det generelt er noget folk gerne vil se.
"Vi gør det så lidt anderledes, ved at lave en forestilling, hvor det er dyrene, der er i centrum, på deres præmisser", siger han.
Dyrene bliver dagligt trænet i Randers Regnskov, så personalet kan håndterer dem. For eksempel bliver alligatorerne trænet til selv at gå ind i en boks, så de nemmere kan flyttes. Gibbonaberne bliver trænet til at komme ned fra træet og modtage vitamindråber, så man kan sikre dem en god eksistens. Og det samme vil gøre sig gældende for dyrene der bliver trænet til talentshowet - som ikke må forveksles med en cirkusforestilling.
"Vi gør kun det, der er naturligt for dem. For eksempel kan uglen flyve ned og sætte sig på vores hånd - her vil publikum også blive en del af forestilling, ved at man kan få lov til at sidde med en ugle. Og det er helt naturligt for den".

Stor stjerne

I showet medvirker blandt andet hulepindsvin og bæltedyr - og ikke mindst to minigrise kaldet Bacon og Skinke.
"Det er helt bevidst, at de hedder det. Grise er jo en af de tre f´er - nemlig føde og det må vi ikke glemme. Men grisen er jo også et intelligent dyr, der kan trænes ligesom hunde", fortæller Jesper Frydkjær.
"Det kan jo godt få en til at tænke lidt, når man kigger på svineproduktionen i dag, den måde vi håndterer dem på. Sammenlignet når man kigger på hvad Skinke og Bacon rent faktisk kan", siger han.
Denne dag Din Avis var forbi til en lille prøve på Skinkes kunnen - stod Bacon tilbage i folden og var absolut utilfreds med, at det ikke var den, der skulle optræde. Den hylede og gryntede for at vise sin utilfredshed, samtidig med at Skinke lystigt optrådte for kameraet og viste alle sine kunstner - blandt andet at sidde og selv gå ind i en dertil indrettet sandwichmodel.
Til showet er der et dommerpanel, der vil fremhæve de forskellige dyrs evner og talenter, men publikum skal også være med til at give point - og personligt tror Jesper Frydkjær, at grisen nok vil vinde de fleste gange.
Showet vil blive vist formiddag og eftermiddag gennem de næste to måneder i Danmarks Parken. Her kan man møde bl.a. Hornuglen - nattens lydløse Ninja og det bekymringsløse Bæltedyr.
Derud over vil man imellem de to shows kunne se et falkeshow på plænen også i Danmarks Parken.
Der er officiel premiere på talentshowet lørdag 21. juni kl. 11.30.