Søndre Strand er igen klar til badegæster
Grønt lys fra Køge Kommune til igen at tage en dukkert
KØGE: Vandet ved Søndre Strand er fint igen, viser nye prøver. Køge Kommune fjerner advarselsskilte i dag.
Nu kan du roligt springe i bølgerne ved Søndre Strand i Køge. Badevandet er nemlig igen rent nok til at bade i. Det viser nye kontrolmålinger fra Køge Kommune.
Weekenden over har Køge Kommune frarådet badning ved stranden, fordi rutinemæssige vandprøver havde vist forhøjet indhold af E.coli-bakterier. Mandag fik Kommunen resultatet af en ny omgang vandprøver, og de viser, at vandet ved Søndre Strand nu er fint og rent igen.
- De nyeste målinger viser heldigvis, at vandet ved Søndre Strand igen er rent nok til at bade i, så nu tager vi advarselsskiltene ned igen. Vi fortsætter med at holde godt øje med vandkvaliteten, både ved Søndre Strand og ved de andre badeområder i Kommunen, så man kan trygt gå i vandet, siger Bjarne B. Svendsen, miljøchef i Køge Kommune.
E.coli-bakterier forsvinder som regel hurtigt igen fra badevand – og det var altså også tilfældet i Køge. E.coli bakterier kan for eksempel stamme fra kloakvand, kombineret med det varme vejr og særlige strømforhold – eller fra badende børn og hunde.
pm