Væbnet røveri mod T. Hansen i Køge
KØGE: Personalet fra forretningen T. Hansen på Gammel Lyngvej i Køge kontaktede mandag formiddag kl. 08.38 politiet da de kort forindenhavde været udsat for et væbnet røveri.
Ca. 10 minutter før anmeldelsen havde de uden for åbningstiden lukket op for en mand, der foregav at ville aflevere et vigtigt dokument.
Da personalet havde lukket op, begyndte han at true med en dolk, maskerede sig og forlangte at få omsætningen udleveret.
Med et kontant udbytte fra forretningen flygtede røveren herefter til fods i ukendt retning. Kort efter røveriet kørte en sort personbil af mærket VW – muligt ældre Passat eller Bora-model – med ukendt person som fører fra stedet.
Personalet beskrev røveren som mand, dansk, 180-190 cm høj, iført en sort hættetrøje med hvidt ”K” på ryggen, sorte bukser, maskeret med sort hjelmhue, bevæbnet med en dolk.
Politiet ledte efter både den sorte personbil og røveren i området, men fandt ikke noget af politimæssig interesse.
Lokalpolitiet i Køge hører meget gerne fra personer, der har bemærket røveren i området, ligesom politiet gerne vil i kontakt med føreren af den sorte personbil, som kørte fra området kort efter røveriet. Kontakt politiet på tlf. 114.
pm