Intet bål i Povlsbjerg-haven i år
Efter flere end 25 år med Sankt Hans i haven ved det tidligere Povlsbjerg Plejehjem, er denne aktivitet indstillet
Hvis du er én af de Vojens-borgere, som plejer at fejre Sankt Hans i den gamle have ved det tidligere Povlsbjerg Plejehjem, så skal du i år finde dig et andet bål at synge ved. Vennekredsen, der plejer at arrangere Sankt Hans her, har valgt at indstille aktiviteten.
"Desværre var interessen stærkt vigende, og derfor var tiden inde til at overveje om vi ikke skal bruge kræfterne til noget andet," siger formanden for Vennekredsen, Jens Peter Rasmussen. Han erkender at det er vemodigt:
"Vi har arrangeret Sankt Hans her i mere end 25 år, og tidligere var der rigtig mange mennesker. Men sådan går det med det meste. Det har en tid, og så må man finde på andre ting," erkender han.