Fortsæt til indhold

Red Bull Salzburg træner tager over i HB Køge

Arkiv
Arkiv

FODBOLD: HB Køge har - dagen efter at man sagde farvel til cheftræner Per Frandsen, der fortsætter sin karriere som U/19 træner i Brøndby IF- fundet afløseren.
Den nye mand i chefstolen er 36-årige Henrik Pedersen der de seneste seks år har været ansat i forskellige stillinger i Red Bull-koncernens store internationale fodboldkoncern. Senest som U/18-træner i den østrigske storklub Red Bull Salzburg og tidligere som hovedansvarlig for den globale Red Bull fodboldstrategi, hvor arbejdspladsen skiftevis var New York, Leipzig, Ghana, Salzburg og Brasilien.
- Henrik Pedersen er en ung og meget talentfuld træner som de seneste seks år har fået en masse erfaring fra international fodbold, og jeg ser det som lidt af et scoop at vi kan tiltrække en kapacitet som ham. Han og HB Køge er et fantastisk match og jeg er fuldstændig overbevist om at vi har fundet den helt rigtige mand til at føre HB Køge videre, siger HB Køges bestyrelsesformand Henrik N. Andersen, der onsdag aften præsenterede den nye cheftræner for en række af HB Køges største investorer.
Selv glæder Henrik Pedersen sig til udfordringen i HB Køge. En klub der med sit store fokus på udvikling af unge spillere passer helt perfekt til træneren.
- Jeg har i seks år været en del af Red Bull-koncernen, hvor jeg blandt andet har været med til at udvikle strategien for klubben. Det er erfaringer jeg kan tage med videre til HB Køge, hvor jeg kan være med til at bygge noget op. HB Køge er en relativt ung klub, hvor jeg får mulighed for at ændre og implementere nogle ting inden for en relativt kort tidshorisont, siger han til www.hbkoge.dk.
I løbet af sine seks år i den globale fodboldkoncern Red Bull var Henrik Pedersen ansvarlig for at udvikle en ensartet spillestil for de enkelte hold på tværs af landegrænser og alderstrin. Og det er en erfaring han vil tage med sig til HB Køge. Også her skal der udvikles og implementeres en helt ny spillestil, der fremadrettet skal være en del af HB Køges identitet og DNA.
- Jeg har en klar måde at gøre tingene på. Vi skal forsøge at skabe en anden tilgang til spillet end man hidtil har set i HB Køge og i Danmark. Vi skal skabe en spillestil der er kendetegnet ved fart, tempo, aggressivitet og højt pres. Vi skal spille hurtigt og hellere fremad end til siden.
pm