Fortsæt til indhold

Varde bærer favoritværdigheden i eftermiddag

Vardes DS-mandskab skal lørdag en tur til Smilets By, hvor Aabyhøj er modstanderen. Kampen spilles på Aabyhøj Stadion med kampstart kl. 14.00.

Arkiv
Arkiv

Hjemmeholdet, som er nyoprykkere, er placeret på tredjesidstepladsen og har tabt de seneste to kampe med cifrene 5-1, mens Varde kommer med sejre i de seneste tre kampe. Varde må derfor påtage sig favoritværdigheden, selvom kampen afvikles på Aabyhøj Stadion.
Med efterårets kamp i erindring, hvor det blev til en smal Varde sejr på 2-1 trods en mand i overtal gennem hele 2. halvleg er der dog ingen tvivl om, at Aabyhøj spillerne vil kæmpe med næb og klør for at hente livsvigtige points i bunden af rækken.
Varde spillerne må derfor være forberedt på en kamp med masser af dueller, hvor det gælder om at være skarp på 2. boldene og generelt bevare tålmodigheden og ikke give blottelser. I Lasse Pedersen og Jonas Steensig har aarhusianerne en farlig front duo, som har scoret henholdsvis 9 og otte mål foreløbig i turneringen.
Hos Varde er Søren Nørgreen tilbage efter studierejsen til Rumænien og Jesper Lund efter overstået karantæne. Derimod er holdet uden Esben Lauridsen og Niklas Fyhn, som endnu ikke er skadesfri, Tobias Jeremiassen er på studierejse mens Rasmus Svennesen er forhindret af private årsager.