Fortsæt til indhold

Ny forening fik det bedst mulige afsæt

Efter en positiv og konstruktiv stiftende generalforsamling er "Syg i Haderslev" nu en forening

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Man kan ikke påstå, at medlemmerne af støttegruppen "Syg i Haderslev" just slås med positive problemer. Alligevel stod gruppen tirsdag med et meget positivt problem. Det lokale på Aktivitetshuset Bispen, som der skulle holdes stiftende generalforsamling i, var ganske enkelt for lille.
Det blev løst ved at flytte seancen en etage op til "Månen". Så kunne de 60 femmødte tage fat på at gøre støtte-facebookgruppen til en forening.
De positive takter fortsatte mødet igennem. Baggrunden for stiftelsen af først facebookgruppen og nu foreningen "Syg i Haderslev" er alt andet end god, men opbakningen til ildsjælene bag initiativet er massiv. Og helt usædvanligt for foreninger generelt stod kandidaterne klar til at melde sig til bestyrelsesarbejdet.
Flere byrådspolitikere - og medlemmer af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget - deltog i mødet, og under punktet "Eventuelt" tog udvalgsformand Jesper Andreasen (V) ordet og takkede ildsjælene af hele sit hjerte. Han sagde blandt andet:
"Jeg ved godt at jeres fornemmeste mål er at gøre jeres forening unødvendig, så I kan opløse den. Det håber jeg faktisk ikke at I gør. I betyder meget for det arbejde vi skal gøre som folkevalgte, og jeg er sikker på at andre udvalgsformænd er misundelige på mig for at have en dialogpartner som jer."
Også et andet udvalgsmedlem, Rune Højer (S) takkede for at måtte deltage. Han fremhævede at hele udvalget ønsker dialogen og derfor roste han "Syg i Haderslev" for hele vejen igennem at have søgt dialogen.
Første opgave for den ny bestyrelse venter allerede i dag, hvor der er møde med lederen af Jobcenter Haderslev, Helge Gellert, samt direktøren for Borgerservice, Rune Larsson.