Køge har fortsat succes med at mindske sygefravær
KØGE: De sidste fire år har Køge Kommune haft stor opmærksomhed på at nedbringe medarbejdernes sygefravær med flotte resultater som følge – og udviklingen fortsætter den rigtig vej nedad.
I løbet af årets tre første måneder har der været et fald i fraværet på 0,2 %, så hver medarbejder nu har 4,9 % sygefravær om året. Det betyder, at medarbejderne har mindsket sygefraværet med hele 1,7 % siden 2010.
- Det er et langt sejt træk at mindske sygefravær i en stor organisation. Ikke desto mindre er det nu lykkedes os at komme ned under de 5 % - og samtidig viser KLs opgørelse, at vi i 2013 havde det laveste sygefravær på Sjælland sammen med fire andre kommuner. Det kan vi godt tillade os at være stolte a”, siger borgmester Flemming Christensen.
Køge Kommune gør en aktiv indsats for at mindske sygefraværet af to grunde. Den første er at øge trivslen for kommunens medarbejdere, og dermed gøre Køge Kommune til en endnu bedre arbejdsplads. Samtidig giver det Køge Kommune mulighed for at give borgerne en mere stabil og effektiv service, når der er færre fraværsdage.
Mindskes sygefraværet, sparer kommunen penge, fordi der ikke skal ansættes vikarer, og det kan give frirum til at bruge ressourcerne andre steder.
pm