Fortsæt til indhold

Køge med i spændende filmprojekt

Brænder du for at lave film? Borgere i Køge kan være med til at skabe den

Arkiv
Arkiv

FILMPROJEKT: KøgeBibliotekerne indgår i et spændende projekt, sammen med bl.a. Roskilde Festival, om at lave en dokumentarfilm om den hastigt voksende maker-bevægelse.
Begrebet maker-bevægelse dækker over, at flere og flere borgere indgår i forskellige åbne fællesskaber, med idéer og praktisk håndelag, og skaber udvikling og innovation. I august afholdes en stor Maker-festival i Roskilde og interesserede kan ansøge om at være med til at skabe en dokumentarfilm, der optages på festivalen.
- Maker-kultur og borgerskabt innovation i USA har bevægelsen vokset sig stor i løbet af nogle år – og den vinder nu hastigt udbredelse i Danmark. Makers kan mødes om mange forskellige interesser, i forskellige samarbejder. Nogle makers arbejder med udvikling og design af innovative løsninger, der kan printes ud og mangfoldiggøres via 3D-printere, eller med at ændre eksisterende produkter. Andre arbejder inden for mere kultur-orienterede områder, såsom computerspil, musik eller film, fortæller Jeppe Bjerregaard Jensen fra KøgeBibliotekerne.
Maker-bevægelsen har flere navne, og kaldes også makerspaces, hackerspaces og DYI (do it yourself) og mange mener at denne nye 'gør-det-selv'-kultur er med til at skabe den nye industrielle revolution, en revolution, hvor borgere i høj grad er medvirkende til at udvikle og skabe innovation.
MADE er en helt ny festival for kunst, teknologi og DIY projekter, som viser Maker-bevægelsens mange aspekter.
Festivalen er åben for alle og løber af stablen den 25.-31. august 2014, på Musicon i Roskilde.
Her kan man udforske opfindelser, produkter og oplevelser skabt af makers. Man kan flyve med droner, arbejde med 3D-printere og laser-skærere, bygge sit eget musikinstrument og meget, meget mere. Bag festivalen står Roskilde Festivals Orange Innovation.
KøgeBibliotekerne indgår i et spændende samarbejde med Københavns Biblioteker, Orange Innovation og Roskilde Festivalen om at skabe en dokumentarfilm om makerbevægelsen i Danmark. Kulturstyrelsen støtter dokumentarfilms-projektet, med henblik på at undersøge bibliotekers potentialer i Maker-kulturen.
Dokumentarfilmen optages på MADE-festivalen, af frivillige filmskabere.
Brænder du for at lave film og vil du være med til at skabe den første dokumentar om maker-bevægelsen i Danmark? Fem filmskabere udvælges til at optage dokumentarfilmen, i samarbejde med en professionel filmfotograf.
Holdet modtager undervisning og sparring, får det nødvendige udstyr stillet til rådighed og får mulighed for at arbejde med ny teknologi inden for filmmediet (der skal bl.a. filmes med droner).
Er du interesseret, bedes du sende en motiveret ansøgning, senest d. 17. juni kl. 12.00.
Din ansøgning skal være en video på 1-2 minutter, hvor du fortæller/viser hvem du er, og hvorfor du ønsker at være med.
Det er tilladt at stille op med en makker. Vi udvælger i alt 5 personer/makkerpar til at deltage. Send din ansøgning og evt. spørgsmål til made@orangeinnovation.dk.
pm