Leverandør af pleje og rengøring er gået konkurs
SOLRØD: Én af Solrød Kommunes private leverandører af pleje og praktisk bistand til ældre er mandag erklæret konkurs. Leverandørens opgaver vil fra dags dato blive varetaget af andre leverandører.
Solrød Kommune fik mandag en meddelelse om, at La'bel Rengøring og Pleje ApS blev begæret konkurs samme dag kl. 12.
La'bel Rengøring og Pleje ApS udfører opgaver for Solrød Kommune med pleje og praktisk bistand til kommunens primært ældre borgere.
Som følge heraf ophørte alle aktiviteter udført af La'bel Rengøring og Pleje ApS for Solrød Kommune mandag kl. 14.00.
Der er i alt 38 borgere, som bliver berørt af firmaets konkurs. Solrød Kommune arbejder intenst på at sikre, at disse borgere forsat får den hjælp de skal have. Opgaverne er straks blevet overtaget af den kommunale hjemmepleje samt en anden privat leverandør, indtil borgerne har haft mulighed for at vælge en ny leverandør af den hjemmepleje, de er visiteret til.
De berørte borgere bliver alle telefonisk kontaktet af kommunens visitation med henblik på information om, hvordan de skal forholde sig og af hvem de vil få hjælp fremover.
Borgere og pårørende kan kontakte Visitations- og koordinationsenheden, tlf. 5618 2428 for yderligere oplysning.
pm