Fortsæt til indhold

Kraftfuld back-profil til Energy

Arkiv
Arkiv

Den 27-årige back Kasper Jensen skifter til Esbjerg Energy. Med tilgangen af den tidligere Herlev-dreng, som har spillet en stor del af seniorkarrieren i Aalborg tilføres den vestjyske defensiv masser af fysik og rutine:
"Kasper vil være en stor defensiv forstærkning for os i den kommende sæson. Han vil tilføre vindermentalitet, lederskab og erfaring til vore unge backs og til holdet som helhed, forklarer den canadiske cheftræner Mark Pederson.
Ud over sæsonerne i Herlev og Aalborg har Kasper Jensen spillet i Rødovre, BIK Karlskoga, Tingsryds AIK og på det danske ishockeylandshold.
"Jeg har lyst til at prøve noget nyt," forklarer den 190 cm. høje og 93kg. tunge back-profil og fortsætter:
"Indtrykket af Energy er positivt, og det virker som om, tingene fungerer godt i Esbjerg. Og så vil jeg gerne være med til at præge toppen af dansk ishockey og det tror jeg, vi kan med den trup, som tegner sig," fortæller Kasper Jensen.
"Med sin pæne størrelse, sit skøjteløb og sin hockeybegavelse vil han helt sikkert skulle spille masser af minutter i alle spilsituationer," siger Mark Pederson og tilføjer:
"I vore samtaler har han givet udtryk for, at han glæder sig til at tilslutte sig holdet og at han ser frem til udfordringerne med at bidrage til sejrene og de andre ting han kan gøre for holdet."
"Jeg har prøvet lidt af det hele, så jeg vil gerne bidrage med mine erfaringer. Og med mine næsten 100 kg kan jeg tilføre lidt fysik til teamet. Endelig ser jeg frem til at kunne være med til at binde holdet sammen," forklarer den velvoksne Esbjerg back.
Noget der lyder godt hos Mark Pederson:
"Vi har som træner-team sat ord på behovet for mere vindermentalitet og lederskab, ikke bare på banen og i omklædningsrummet, men i hverdagen som helhed, og jeg er overbevist om, at Kasper vil tilføre det sammen med de spillemæssige kvaliteter på isen," siger Mark Pederson.