Fortsæt til indhold

Hurtig japaner styrker Esbjerg-defensiv

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy henter den 27-årige japanske landsholdsback Shinya Yanadori til Esbjerg, hvor han skal forstærke de ambitiøse vestjyder.
Yanadori har i hele senior-karrieren repræsenteret Nippon Paper Cranes i Asia League, hvor han debuterede i 2009, men nu er den 177 cm. høje og 77 kg. tunge back fra Kushiro i Japan klar for Energy:
"Shinya er en spændende spiller og må betegnes som meget hurtig. Jeg har fulgt ham i tre sæsoner i Japan, hvor han har markeret sig som en profil i ligaen og som back på det japanske landshold. Efter at have iagttaget ham, er jeg sikker på, at hans spil vil bære ham igennem i Metal Ligaen og tilmed give ham succes på vores hold," vurderer den 46-årige canadiske Esbjerg-træner, Mark Pederson.
"Hurtighed er Shinya Yanadoris største styrke," fortsætter Mark Pederson:
"Den kan han benytte offensivt, men specielt defensivt er det en force, som vi vil profitere af. Han har i de seneste år spillet internationale kampe og her har han høstet værdifulde erfaringer. Sammenholdt med en stærk disciplin og færdighederne som ishockeyspiller vil det give ham muligheden for succesfuldt at spille spillet i de mange forskellige situationer som for eksempel overtal, undertal og selvfølgeligt også fem mod fem," forklarer Energy-coachen.
Med Yanadoris tilgang har Esbjerg Energy nu to japanske spillere i truppen. Den 31-årige målmand Yutaka Fukufuji vil således få mulighed for at holde det japanske sprog ved lige sammen med den 27-årige back.
"Og en ting er helt sikkert. De glæder sig begge rigtigt meget til at komme til Danmark, slutte sig til holdet og opleve den danske liga," smiler Mark Pederson.