Fortsæt til indhold

Haven sveder også i varmen, men spar alligevel på vandingen

Arkiv
Arkiv

Det er ikke bare mennesker, der sveder i sommervarmen. Også planter, græs og haver.
Men det er ikke så godt for vores grundvandsresurser at vande netop de grønne arealer. Det skriver HOFOR til borgerne i hovedstadsområdet.
- Der er ikke akut risiko for, at vi mangler vand til hovedstadsområdet. Men vi opfordrer folk til at bruge vandet med omtanke, fordi vi alle sammen har et medansvar for, at vandindvindingen sker på den mest bæredygtige måde. Når vi i tørre perioder suger ekstra kraftigt af grundvandet, er der fare for udtørring af åer og vandløb – og det går ud over dyrelivet, siger Allan Broløs, sektionsleder i HOFOR.
I følge HOFOR stiger vores vandforbrug i sommerperioden netop med 10-15% og det skyldes blandt andet, at vi ogå vander vores haver, når sommersolen bager. HOFOR giver derfor en håndfuld gode råd til, hvordan man kan spare på netop havevandingen:

Spar på havevandingen

Ved at ændre dine vaner kan du holde haven frodig uden at fråse med vandet:
1. Lad være med at vande din græsplæne! Den kan sagtens klare sig uden vanding.
2. Saml regnvand fra taget i en regnvandstønde – så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne.
3. Husk et låg, så vandet ikke fordamper.
4. Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – så bruger du kun 20 liter vand i stedet for 200.
5. Lad være med at vande om dagen hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.