Vort beredskab er i fare
Byrådsmedlem Kjeld Thrane (K) og folketingsmedlem Tom Behnke (K) skriver dette debatindlæg på vor side
Den nye vækstplan, som regeringen og Venstre ser ud til at ville trumfe igennem, kan risikere at have meget alvorlige konsekvenser. Ikke bare for de danskere, der skal betale over 17 milliarder mere i skat af deres arbejde – men der er faktisk et område, der kan være endnu mere alvorligt. Det er vores nationale beredskab, og det er noget, der vil kunne mærkes fra Skagen til Kruså. I Haderslev er det vores lokale Beredskabscenter, der rammes. Det drejer sig om såvel lokale arbejspladser som en lokal kvalitetsuddannelse, der vil forsvinde. Beredskabscenter Sydjylland har en stærk faglig viden omkring nationale og internationale opgaver. En viden, der gamles med nu hvor Beredskabscentret i Haderslev er bragt i fare, hvis vi ikke får standset denne besparelse.
Alle aktører advarer Regeringen og Venstre er nemlig blevet enige om, at der skal spares 200 millioner kroner på det nationale beredskab, og det kan vise sig at få alvorlige konsekvenser, næste gang vi rammes af en orkan som Allan eller Bodil, der tidligere har raseret landet. Besparelserne er nemlig af så voldsom karakter, at alle berørte aktører på det kraftigste advarer mod at gennemføre planerne. ”Det er en katastrofe for dansk beredskab. Robustheden forsvinder, hvis denne her besparelse står ved magt,” siger Niels Bonde Jensen, stedfortrædende formand for Hovedorganisationen af officerer i Danmark. ”Det er ubegribeligt, hvorfor man regner med, at Danmark undgår klimaforandringer,” siger formanden for mellemlederne i Beredskabsstyrelsen, Ulrik Mosekjær. Spar ikke på brandforsikringen Det Konservative Folkeparti har selvfølgelig klart afvist den besparelse, og vi begriber ikke, at nedskæringen skal ske så voldsomt og så hurtigt – og så endda på et af vores vigtigste områder. Hvis de danske familier skal spare 100 kroner, så tager de nok ikke som det første pengene fra brandforsikringen – og det er altså det, der er ved at ske her. Vores nationale beredskab skal altid stå klar, hvis katastrofen melder sig – og det gør den før eller siden – og med dette forslag frygter vi, at det særligt ved gå ud over de tyndest befolkede områder, der hårdest vil kunne mærke besparelserne. Vi kæmper til det sidste.