Fortsæt til indhold

EfB rejser til Polen

Flere profiler bliver hjemme, når EfB rejser mod Polen

Arkiv
Arkiv

Esbjerg fB flyver onsdag morgen til Polen uden flere erfarne superligaspillere til opgøret mod KS Ruch Chorzów i tredje kvalifikationsrunde til Europa League.
Hans Henrik Andreasen, Martin Bergvold og Jonas Knudsen er ikke med i den 21-mandstrup, der tager med til den første kvalkamp og slankes til 18 spillere på kampdagen. For de to førstnævnte gælder, at der vil være for stor risiko ved at lade dem spille efter den beskedne træningsmængde, de har været igennem i de seneste 10 dage. De ventes begge klar til superligakampen mod FC Nordsjælland søndag.
"For Jonas Knudsen gælder, at han spillede en time mod SønderjyskE søndag uden problemer, men at han ikke kan klare kampe både torsdag og søndag. Det er nu, han har brug for en kamps pause, og det går helt tilfældigt ud over en Europa League-kamp. Vi forsøger at stille med det stærkeste hold til hver kamp, uanset om det er i Superligaen eller Europa League, men under hensyntagen til den belastning, hver enkelt spiller kan tåle," siger cheftræner Niels Frederiksen.
I den udvidede trup indgår debutanten Daniel Stenderup og Jerry Lucena, der er klar efter en mindre forstrækning, samt de helt unge spillere, Jonas G. Hansen og Jeppe Brinch.
Først efter træningen onsdag kl. 18.00 på Stadion Miejski i Gliwice vil det være muligt at have et overblik over alle spilleres fysiske tilstand og udtage den endelige trup af 18 spillere.
Missionen i det sydlige Polen adskiller sig ikke fra udekampen mod FC Kairat Almaty i forrige runde.
"Opgaven består i at opnå et resultat, så vi kan klare videre kvalifikation på hjemmebane," siger Niels Frederiksen.