Fortsæt til indhold

Fare for naturbrande

Pas på derude! Efter en lang periode med sol og næsten ingen regn, er naturen knastør og det øger risiskoen for naturbrande

Arkiv
Af Kim Schou

Selvom der er udsigt til lidt nedbør i weekenden, er risikoen for naturbrande stor især på udsatte steder med nåletræsplantager og hede/lyngarealer. Det gælder f. eks ved sommerhusområderne langs den jyske vestkyst. Derfor opfordrer Esbjerg og Varde kommuner til stor forsigtighed og omtanke, når man færdes i naturen.

Følg disse gode råd:

1.Undgå rygning og åben ild eller grill, hvor der er åbenlys risiko, at en brand hurtigt kan sprede sig. Respekter de lokale restriktioner herunder, at det i forvejen er forbudt at anvende åben ild og rygning i nåletræsplantager og lyng/hedearealer.
2.Lad være med at kaste cigaretskodder fra dig på de steder, hvor der er mulighed for at de kan tænde ild i omgivelserne. F. eks grøftekanter.
3.Hold altid bål eller grill under opsyn.
4.Sørg for at have en ildslukker, vandslange eller en spand vand i nærheden, så du kan forhindre at en brand spreder sig.
5.Sørg for at du har mulighed for at alarmere brandvæsnet på 112, f. eks. ved hjælp af mobiltelefon. Husk at du skal kende adressen der hvor du er. Alternativt kan du bruge 112 app'en.
Ved planlægning af større lovlige afbrændinger i landbruget eller skovbruget bør det i øjeblikket overvejes om ikke de kan udsættes til en periode, hvor det er mindre tørt.