Fortsæt til indhold

Svindlere standset af en sms

Sydbank har gennem et år benyttet sig af en særlig taktik, som har standset meget misbrug af kortoplysninger

Arkiv
pra

Sommeren er ikke kun højsæson for danskernes ferier, men desværre også for misbrug af vores betalingskort. Flere danskere vender således hjem med kort, der er spærret på grund af misbrug eller risikerer at blive det. Fordi deres kort er blevet kopieret eller på andre måder udsat for misbrug, der gør kriminelle i stand til at hæve penge på kortejerens konto.

Bliver man udsat for svindel, kan en sms dog være med til at standse misbruget meget hurtigt. Sydbank indførte sidste sommer en ny sms-service, der betyder, at kunderne får en sms, når deres MasterCard har været benyttet i udenlandske webshops, i butikker og pengeautomater.
Og det har været en succes. Den nye sms-service har allerede forhindret en lang række tilfælde af misbrug.

- Når MasterCard’et bliver brugt i udlandet, sendes der straks efter en sms til ejeren af kortet. Man kan derfor hurtigt opdage, hvis kriminelle misbruger ens kort, da man bliver adviseret om dette lige efter, at betalingen er foretaget. Når sms’en tikker ind, kan vores kunder reagere, og det stopper simpelthen misbruget meget hurtigere, viser vores erfaringer, fortæller Malene Morsing, der er afdelingsleder i Sydbank.

Snydt i Brasilien

Et eksempel på, hvordan sms-servicen har forhindret misbrug, er en kunde, der modtog en sms, da der blev trukket 300 dollars fra kortet i en transaktion, som kunden ikke havde foretaget. Kunden var på forretningsrejse i Brasilien, og betalingskortet var blevet kopieret, så de kriminelle kunne benytte en falsk kopi af betalingskortet. Men via sms-servicen kunne pågældende spærre kortet med det samme og dermed forhindre yderligere misbrug.

Øvrige, hyppige eksempler, hvor servicen virker, er personer, der har foretaget et indkøb på en webshop, men ikke er klar over, at de havde tegnet et abonnement. De enkelte webshops har efterfølgende derfor afsendt flere ordrer og trukket penge. Men med sms-servicen er kunderne blevet opmærksom på dette - og kan derfor opsige abonnementet og undgå at betale for yderligere forsendelser.

Medbring to kort

- Misbrug og svindel med betalingskort er desværre et problem, og folk skal være varsomme, når de eksempelvis handler på nettet. Vi udvikler dog hele tiden løsninger, der skal sikre mod misbrug, og vi er glade for, at vi kan tilbyde en effektiv og gratis service, der kan hjælpe vores kunder. Og vi kan derfor kun opfordre til, at man får registreret sit mobilnummer i netbanken, så man modtager sms’er, når kortet benyttes i udlandet, forklarer Malene Morsing.

Sydbanks afdelingsleder understreger dog også, at man ikke skal være bekymret for at bruge sine betalingskort på ferien. De er nemlig stadig den klart mest hensigtsmæssige måde at betale på, når man er i udlandet. Og derfor er rådet, at man generelt bare skal udvise påpasselighed og sund fornuft, når man benytter det:

- Vi anbefaler altid, at man medbringer mindst to betalingskort på en ferie, ligesom man naturligvis skal forsøge at dække på bedst mulig vis, når man taster sin pinkode. Det er den, de kriminelle oftest er efter, og man er derfor langt, hvis man skærmer for denne. Og registrerer man sit telefonnummer, så man modtager en sms, når kortet bruges, kan man hurtigt spærre kortet og medvirke til at standse misbruget, hvis uheldet desværre skulle vise sig at være ude, uddyber Malene Morsing.