Nyt korps skal lære borgerne selvbetjening
KØGE: Med digital selvbetjening kan du kontakte kommunen og f.eks. bestille nyt sundhedskort lige når det passer dig – men det er ikke alle køgeborgere, der er fortrolige med at bruge pc, tablet eller smartphone til kontakten med det offentlige.
Derfor opretter Køge Kommune nu et særligt korps med digitale ambassadører, som kan lære dig at bruge digital selvbetjening. Op mod 400 af kommunens medarbejdere skal indgå i korpset.
Kommunens Velfærdsinvesteringspulje støtter efteruddannelsen af de digitale ambassadører med 547.000 kroner – et beløb, der tjener sig ind igen, når flere borgere begynder at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger.
Velfærdsinvesteringspuljen uddeler midler tre gange om året til initiativer, der nytænker kommunens service til borgerne, så den bliver både bedre og billigere.
I denne omgang støtter velfærdsinvesteringspuljen også projektet Charanga, som er et webbaseret læringsværktøj, der skal bruges i både folkeskolen og Musikskolen.
pm