VOJENS - Nu også dansk mester i græshøjde
Grundejerforeningsformand Flemming Kramer, Vojens, skriver dette bebatindlæg
Flemming Elmdal Kramer, formand for Grundejerforeningen for Billundområdet, Vojens, skriver følgende...
Vojens – Rekordernes by.
Vojens Fjernvarme er ved at bygge verdens største solfangeranlæg.
Vojens er Danmarksmester i ishockey.
I Billundkvarteret, ca. 640 husstande, har vi (nok) Danmarksrekord i græshøjde, på de områder der skal vedligeholdes af Haderslev Kommune – omkring 1 meter!
Det er svært at slå(!)
Det er en utrolig arrogance man fra kommunens side udviser over for områdets beboerne.
Bare det at en bolig, med beliggenhed ud til de tilgroede arealer, skal fremvises for potentielle købere – jamen du godeste.
Størsteparten betalte i februar måned 1984, iflg. aftale med det daværende Vojens Kommune, et beløb på kr. 2.250,- og kommunen overtog efterfølgende vedligeholdelsespligten og den tinglyste deklaration der påhvilede alle grunde, blev aflyst.
Enkelte valgte ikke engangsbeløbet, men en årlig afgift. Dette beløb er i dag steget til at udgøre kr. 901- indeksreguleret, forstår sig.
Ingen af os får rigtig noget for pengene.
Men nå – Det er jo også helt ude i Vojens – Rekordernes by.
Med venlig hilsen
GRUNDEJERFORENINGEN FOR BILLUNDOMRÅDET