Patienterne skal have suveræn kvalitet
KVALITET: Konklusionen er klar efter omfattende tjek af kvaliteten på sygehusene i Roskilde og Køge: Kvaliteten er i top på alle områder. For eksempel når det gælder medicinering, hygiejne, sikker kirurgi og hurtig reaktion på prøvesvar.
I juni granskede seks sundhedsfaglige eksperter alt, der har med Den Danske Kvalitetsmodel at gøre over fem lange dage. Nu har sygehusene i Roskilde og Køge fået resultatet.
Ud af 471 emner på eksperternes tjekliste, er der kun én bemærkning. Den handler om infektioner erhvervet på sygehuset, hvor der i ganske få tilfælde mangler at blive gennemført en screening.
- Jeg tror, at det er dansk rekord, og jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende, konstaterede sygehusdirektør Henrik Villadsen, da han læste rapporten.
Forbilledlige patientforløb
Det er Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet (IKAS), der kontrollerer sygehusene efter kravene i Den Danske Kvalitetsmodel.
I rapporten fra IKAS står der blandt andet om Roskilde og Køge sygehuse:
• Forbilledlige patientforløb
• Tilfredse patienter og pårørende, som føler sig trygge
• Sygehusene lærer af utilsigtede hændelser og patientklager
• Sundhedspersonalet arbejder systematisk med udvikling af den faglige kvalitet.
Sygehusdirektør Henrik Villadsen ser resultatet som et stærkt afsæt for fremtiden:
- God kvalitet kommer den enkelte patient til gavn. Vi har et ambitiøst mål om at levere suveræn kvalitet både i dag og fremadrettet, når vi udvikler det nye universitetssygehus i Køge og specialsygehuset i Roskilde. Det fremragende resultat må ikke blive en sovepude, og vi bestræber os på hele tiden at blive bedre.
pm