Blev præsten skræmt væk?
Vojens har mistet endnu en præst. Egon Duch Nielsen skriver dette indlæg på vor debatside
Egon Duch Nielsen, Vojens, skriver:
Så har vi minsandten igen mistet en sød og vellidt præst her i sognet. Lykke Fugl Wester har bragt sin ansættelse ved de 3 kirker til ophør fra 1. august og er nu blevet ansat ved Sdr. Tranders pastorat i Ålborg.
Det er blevet oplyst, at Lykke har ønsket nye udfordringer, men jeg kan desværre have min tvivl, om denne begrundelse er den eneste og endegyldige.
Det har været en fornøjelse og berigelse at overvære hendes gudstjenester her i Vojens, og jeg er sikker på, at mange kirkegængere har haft en lignende glæde ved at høre hendes prædikener.
Lykke har været en vidunderlig præst for os, og som har haft mange initiativer og også været en stor trøst for de mange, som i tidens løb er blevet efterladte, som følge af deres kæres dødsfald.
Jeg har faktisk en forfærdelig mistanke om, at nogen i sognet kan have behandlet hende dårligt, men såfremt det er et faktum, kunne man måske foreslå de vidende personer at tage initiativ til nødvendige ændringer, så vi fremover kan bevare vores populære præster i længere tid.
Skam være over evt. medskyldige i det store tab og hermed mine bedste hilsener og en stor tak til Lykke Wester for hendes gode gerninger.
Egon Duch Nielsen
Fuglehaven 32, Vojens