Sass Larsen genvalgt i Køgekredsen
GENVALG: Henrik Sass Larsen blev tirsdag aften genvalgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Køgekredsen. Det skete på Køgekredsens generalforsamling i Osted Hallens Cafeteria. Køgekredsen består af Køge og Lejre kommuner.
En veloplagt minister gav en status på de mange forhandlinger, der foregår i øjeblikket. F.eks. blev der forhandlet intenst om vækstpakken alt imens generalforsamlingen stod på.
Inden turen gik retur til Christiansborg, var der en livlig debat med ministeren, hvor mange medlemmer indtegnede sig på talerlisten med spørgsmål og kommentarer.
- Folketingsvalget nærmer sig, og nu begynder forberedelserne så småt. Det er rart at se så mange aktive og engagerede medlemmer. Det lover for en godt valgkampen, og vi ser frem til at krydse klinger med særligt Venstres kandidat i Køgekredsen Lars Løkke Rasmussen, siger Køgekredsens formand Jesper Andersen og fortsætter:
- Vi er stolte af vores folketingsmedlem og minister, og vi glæder os til arbejde for ham frem mod valget. Redningen af Slagteriet på Bornholm viser, at Henrik har blik for, og ved hvad der skal til for at lave et godt resultat.
Kredsens regionsrådsmedlem Jan Hendeliowitz gav status på det første halve års arbejde i Region Sjælland og regionens udfordringer særligt på beskæftigelses- og sundhedsområdet.
Karen Keis blev genvalgt som kredskasserer og Verny Jensen til bestyrelsen.
pm