Kamilla efterlyses nu også internationalt
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser at Kamilla Hantusch nu også er efterlyst igennem Interpol
Syd- og Sønderjyllands Politi udvider eftersøgningen af en kvinde, som har været forsvundet siden lørdag.
22-årige Kamilla Hantusch, der ikke er blevet set siden lørdag aften, er nu via Interpol blevet efterlyst i hele verden.
Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet har onsdag besluttet at udvide eftersøgningen og gennemgå skov, moseområder og parker ved Padborg med hunde.
Kamilla Hantusch var lige blevet student og blev sidst set lørdag klokken 22.30 ved Frøslev-Padborg Skole på Frøslevvej. Politiet har ledt med hunde i området ved skolen og på den rute, hun sandsynligvis har fulgt til sit hjem på Teglgårdsvej.
Alle, der var i området, må gerne kontakte politiet på 114 med oplysninger om personer og biler de har set, eller ting de har hørt, uanset om det var usædvanligt eller ej. Det gælder i tidsrummet fra lørdag aftenklokken 21.30 til midnat.
På den måde kan politiet kortlægge, hvilke personer og biler der befandt sig i området.