Hele Danmark leder efter Kamilla
En 22-årig kvindes forsvinden i Padborg er et mysterium. Politiet beder endnu engang befolkningen om hjælp
"Der er ikke indtil videre kommet oplysninger frem, der har kunnet hjælpe Syd- og Sønderjyllands Politi videre i eftersøgningen af den 22-årige Kamilla Hantusch, som lørdag aften ved 22.30 tiden forsvandt i Padborg.
Politiet har med hunde ledt i alle relevante områder. Det vil sige ud fra området ved skolen på Frøslevvej, hvor hun sidst blev set af et familiemedlem og på ruten, hun sandsynligvis har fulgt på vej mod sit hjem på Teglgårdsvej."
Således skriver politiet i går i en pressemeddelelse, og håber at en ny henvendelse til borgerne kan hjælpe:
"Da det var en lørdag aften og det meget gode sommervejr taget i betragtning har der utvivlsomt siddet mennesker ude i haver, på terrasser etc. Andre har måske været ude at gå en tur eller luftet en hund."
"Politiet vil gerne tale med alle i området og er gået i gang med at opsøge de, der bor i nærheden af kvindens rute. Men vi beder også alle, der var i området, om at kontakte politiet på 114 med oplysninger om personer og biler, de har set eller ting, de har hørt i området – uanset om det var usædvanligt eller ej. På den måde kan politiet få kortlagt, hvilke personer og biler, der har været hvor. Det gælder fra lørdag aften ved 21.30-tiden og frem til midnat.
Politiet vil naturligvis også gerne høre fra personer - ligegyldigt, hvor de befinder sig - hvis de mener at have set eller hørt noget.
Ingen spor
Der har mandag og tirsdag været enkelte henvendelser i sagen, men intet der har kunnet hjælpe politiet videre i eftersøgningen.