Fortsæt til indhold

Ubesejrede Laguta med mod Munkebo

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Motorsport kan med en sejr på udebane mod Munkebo indtage andenpladsen i Dansk Metal Speedway League, og Ib Pedersen har blandt andet valgt russiske Artem Laguta til den opgave.
Med Holsteds nederlag mod Holstebro er der åbnet op for knivskarp kamp i toppen af Dansk Metal Speedway League, hvor EMS for alvor kan stemple ind ved at hente den tredje sejr i træk, når holdet onsdag gæster Munkebo. Det sker med Lynet fra Vladivostok, Artem Laguta, på holdkortet, og han kan forsvare en imponerende statistik.
"Vi har faktisk aldrig tabt med Artem Laguta på holdet, og det håber vi da på fortsætter mod Munkebo, så vi kan komme helt tæt på Holsted. Vi skal fortsætte de gode tendenser fra den seneste tid, og hvis vi kan vinde en eller to af de næste matcher på udebane, så kommer vi også til at blande os i spillet om førstepladsen," fastslår Ib Pedersen, som er klar over, at det hverken bliver en let opgave i Munkebo eller at komme helt til tops i ligaen:
"Munkebo har Kenni Arendt Larsen og Hans Andersen, der laver mange point, så det kan i første omgang blive en svær match, og Holsted vil fortsat sætte mange point ind, selvom de nu har tabt et par stykker. Der er helt sikkert også andre, der vil blande sig i toppen, for alle slår alle, og det kommer vi til at se resten af sæsonen. Derfor holder vi også kæden stram med holdet, og nu har vi Thomas Jørgensen, der har gjort det godt i England, med igen, Det satser vi på er nok til en sejr på udebane, for dem skal man have nogle stykker af."
Holdet mod Munkebo den 18. juni klokken 18.30 i Munkebo:
Artem Laguta, Rene Bach, Mikkel Bech, Patrick Josefsen og Thomas Jørgensen.