Fortsæt til indhold

Flot sejr til HB Køge i Vejle

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Fredag aften lød startskuddet til tredje runde i den nye sæson 2014/15 i Nordicbet Ligaen. Tre kampe var programsat til denne dejlige sommeraften - bl.a. Vejle Boldklubs møde med "Svanerne" fra HB Køge på Vejle Stadion.
1.872 tilskuere valgte at henlægge første del af aftenen på det dejlige nye stadion i Nørreskoven - men på nær de medrejsende HB Køge fans gik de skuffet derfra igen, idet gæsterne vandt en sikker sejr på 3-1 efter 2-1 føring ved pausen.
Det var 10. gang de to klubber krydsede klinger, og mens der tilsammen blot var scoret 13 gange i de forudgående 9 kampe, blev der altså scoret fire gange i aftenens kamp.
Philip Zinkernagel bragte HB Køge foran 1-0 efter 26 minutters spil. Seks minutter før pausen fik hjemmeholdet udlignet ved Andreas Albers på straffespark.
I halvlegsn sidste minut gav brasilianske Washington Brandão dos Santos - Brandâo i daglig tale - HB Køge et fremragende udgangspunkt at gå til pausen med da han gjorde det til 2-1 til Svanerne.
Det var samme Brandäo der i kampens overtid slog til for anden gang i kampen - og for tredje gang i sæsonen - og sikrede HB Køge en måske lidt overraskende sejr ude mod Vejle.
HB Køge gjorde dermed fin reklame for næste opgør, hjemmekampen mod AGF torsdag den 14. august kl. 19.00 på SEAS NVE Park.