Ny app fra politiet
Politiet er for fremtiden lige ved hånden: Man har nemlig netop lanceret en ny app, der slet og ret hedder "Politi"
App'en gør det også muligt at følge med i de lokale nyheder fra politiet og til at kontrollere, om en cykel er kendt i politiets register.
- Politiet skal bruge de samme kanaler, som befolkningen. Det skal være nemt at komme i kontakt med os, så derfor er det naturligt, at vi også har vores egen app, siger politiinspektør Jørn Kjer fra Rigspolitiet.
App'en har været testet i nogle måneder i Nordjyllands Politi, og erfaringerne er så gode, at den nu udbredes til resten af landet.
- Nordjyllands Politi har fået en række gode tip fra borgerne og flere af dem har ført til konkrete sager. Det er eksempelvis spirituskørsel, narkohandel, hittegods og mistænkelige genstande, som folk orienterer os om. Så vi håber, at danskerne vil tage den nye app til sig, siger Jørn Kjer.
Hvis man vil sende et tip til politiet, så er det muligt at sende et billede med og samtidig kan man stedfæste, hvor man befinder sig. Det vil også være muligt at vælge at være anonym.
Fra app'en vil det være muligt at søge på et konkret stelnummer for at se, om en cykel er kendt i politiets register.