Rejseberetning fra Talentholdet i KIF
De kommende uger bringer vi her på Lokalavisen små rejseberetninger fra KIF's Talenthold. Holdet der tager rundt og optræder ikke kun i Danmark men i hele verden, skal senere på måneden til Canada, og i den forbindelse sender de små rejseberetninger til avisen.
Første beretning følger her, hvor holdet er ved at gøre klar til afrejsen:
Talentholdet fra KIF er nu ved at være klar til årets rejse til Canada, hvor de skal opvise ved verdens største indendørs tattoo i Halifax.
Her deltager ca. 2000 artister fra hele verden, så nu kommer Kolding på verdenskortet.
Det er i dag mandag den 2/6, og containeren der skal fragte holdets redskaber til Canada er ankommet til hallen, så nu skal vi i gang med at pakke.
Den fyldes med måtter og opvisningsdragter, og hvad de ellers skal bruge derovre.
Der bliver også plads til lidt danske flag til at pynte omklædningsrummet med. Her skal de nemlig opholde sig meget i de 17 dage, de er i Canada. Her klædes om, gøres klar til show og soves til middag. Så rummet skal gerne være hyggeligt.
Holdet glæder sig rigtig meget til turen.
De rejser fra Kolding onsdag den 25/6 kl. 22.30, efter at de har trænet og lavet en lille prøveopvisning for forældre og søskende.
Glæd jer til at høre mere om holdets tur, som er gjort mulig pga. en masse sponsorer, som har valgt at støtte os.
Hilsen gymnaster og trænere på Talentholdet.