Fortsæt til indhold

Krokodille stjålet fra Super Pet i Køge

Arkiv
Per Møller

KØGE: Et lidt usædvanligt røveri har i aften- og nattetimerne fundet sted hos Super Pet på Gl. Lyngvej 1 i Køge.
Ukendte gerningsmænd har i tidsrummet mellem kl. 18.30 torsdag aften og kl. 07.45 fredag morgen brudt ind i butikken ved at smadre en butiksrude.
Fra dyrehandelen er stjålet noget så usædvanligt som en krokodille der er 50 cm lang.
- Krokodillen er ikke ufarlig - den er lynende hurtig og har et kraftigt bid, siger en chokeret indehaver af Super Pet, Thomas Wulff til Lørdags-Avisen.
Thomas Wulff har endnu ikke helt hundrede procent overblik over om krokodillen er det eneste gerningsmændene har taget med sig fra besøget i butikken.
- Jeg tror de er gået målrettet efter krokodillen, som jeg håber det lykkes at finde hurtigt, så den kan komme tilbage til sine vante omgivelser, lyder det håbefuldt fra Thomas Wulff.
Skulle nogen have set eller hørt noget mistænkeligt ved Super Pet i ovennævnte tidsrum, bedes man straks rette henvendelse til Køge Politi på tlf. 114.
Super Pet giver en dusør på 1.000 kr. til oplysninger der kan lede politiet på sporet af gerningsmændene.