Erik Gundersen driller PUK og Ole Olsen
Niels-Kristian Iversen nærmer sig en anden vestjysk speedwaylegende, efter han tog sit tredje individuelle danske mesterskab i træk.
Siden Slangerup blev sat godt og grundigt til vægs på Granly Speedway Arena, har Niels-Kristian Iversen hentet sin tredje DM-titel i træk, og dermed nærmer han sig hastigt en anden lokal speedway-legende, Erik Gundersen, der snuppede fire mesterskaber i træk.
"Det er lidt sjovt, at vi begge to har vundet så mange i træk, når vi begge er fra Esbjerg, og han kan sagtens nå at få flere endnu, men indtil videre er jeg stadig et flueben foran ham. Ole Olsen har så godt nok rekorden med syv i træk, men den kom han jo næsten sovende til med konkurrencen dengang," lyder det med et stort grin fra Erik Gundersen, som glæder sig over, at der igen er en stærk vestjysk kører på den internationale scene.
"Iversen er varm for øjeblikket, og det er fantastisk at se, hvordan han har udviklet sig. Vi har alle været klar over, at han ville komme på et tidspunkt, men nu er han med helt fremme i Grand Prix-serien, og det var vildt at se ham i det sidste sving til hold-VM. Han har styr på sine cykler og alt andet, og han er præget af selvtillid, så han bliver ved til det sidste sving. Der er i hvert fald en polak, der ved, at man ikke skal kigge sig tilbage, når man har PUK lige i røven," siger Erik Gundersen med et stort smil, der ikke bliver mindre af udviklingen i dansk speedway:
"Vi har vundet rub og stub på ungdomsniveau med sejre i både NM og EM, og vi har også lige tævet svenskerne. Det arbejde, der bliver lagt i klubberne og af os andre, bærer frugt, og det medvirker til tilgang til sporten. Den kunne godt være større, men jeg er tilfreds med, at vi fastholder mange, og der kommer flere til hvert år."