Fremtidens affald er sendt i høring
Esbjerg Kommune har udsendt affaldsplanen for de kommende fem år
Byrådet har godkendt Esbjerg Kommunes forslag til Affaldsplan 2014-2018, som fortæller hvordan kommunen de kommende fem år vil håndtere affald fra borgere og virksomheder. Forslaget er nu sendt i høring frem til 13. august. Det betyder, at borgere og andre interesserede sommeren over har mulighed for at kommentere på forslaget.
Affaldsplanen lægger vægt på endnu bedre sortering og mindre forbrænding.
”Regeringen har et mål om, at vi på landsplan skal genbruge 50 procent af vores affald. I Esbjerg Kommune er vi allerede rigtig gode til at sortere vores genbrugelige affald fra. Vi har gode løsninger, som gør det muligt at genbruge. Men vi skal fortsat udvikle på affaldsløsningerne, og det har Affaldsplanen fokus på.”, siger udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget, Anders Kronborg.
Affaldsplanen lægger op til, at der i den kommende planperiode 2014-2018 er fokus på madaffald, elektronisk affald, bygge- og anlægsaffald og det genanvendelige affald.
”De fire fokusområder er angivet af Miljøministeriet, men Esbjerg Kommune kan kun tilslutte sig, at det er væsentlige områder at beskæftige sig med. Vi ser derfor også mulighed for en positiv udvikling af kommunens samlede genanvendelse blandt borgere og virksomheder.”
En plan for alle
Affaldsplanen er kommunens samlede beskrivelse af, hvordan kommunen vil håndtere affald fra borgere og virksomheder.
”Vi har stor interesse i, at borgere og virksomheder forstår vores mål og arbejde med affald og genbrug. Affaldsplanen vedrører os alle. Derfor er kommentarer og forslag til Affaldsplanen også meget velkommen.”
Forslaget til Affaldsplanen 2014-2018 er tilgængelig på Esbjerg Kommunes hjemmeside. Alle har mulighed for at se og kommentere på forslaget til Affaldsplanen frem til 13. august, hvor høringsperioden slutter.