Fortsæt til indhold

Ny bestyrelsesformand på Trapholt

Arkiv
Arkiv

Efter 7 år på posten overlader Ole F. Rasmussen sædet som bestyrelsesformand for Kunstmuseet Trapholt til Lars Nørby Johansen. Lars Nørby Johansen er kendt som erhvervslederen der i 26 år stod i spidsen for et sjældent dansk erhvervseventyr – Falck. Først som administrerende direktør og koncernchef og siden som bestyrelsesformand.
Siden 2006 har han desuden været tilknyttet adskillige danske virksomheder som bestyrelsesformand eller næstformand – herunder blandt andet Georg Jensen A/S, Rockwool Fondens Bestyrelse, DONG Energy, Codan A/S, TV2/Danmark, Københavns Lufthavn, Danmarks Vækstråd, William Demant Holding A/S og Syddansk Universitet.
Lars Nørby Johansen udtaler:
”Trapholt har de senere år gennemgået en stor udvikling, og er i dag en velfungerende og stærk regional spiller i det kulturelle landskab. Jeg ser frem til i de kommende år at videre udvikle og konsolidere Trapholt som en væsentlig national kulturinstitution, og glæder mig til at få lov til at være med på holdet der skaber rammerne for den positive udvikling for museet”
Karen Grøn udtaler:
”Trapholts succes disse år skyldes ikke mindst museets kompetente bestyrelsesformand Ole Rasmussen, som selv har valgt at takke af i år for at overlade roret til Lars Nørby Johansen. Han vil kunne tilføre museet en masse af hans erfaringer fra erhvervslivets bestyrelser. Det bliver nogle spændende år Trapholt går ind i.
Museets nye bestyrelse består af:

-Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand i Danmarks Vækstråd, William Demant Holding A/S, Codan Forsikring A/S, Dansk Vækstkapital, Syddansk Universitet, Rockwool Fonden og Københavns Lufthavn.
-Jesper Elkjær, Næstformand. Byrådsmedlem. Forstander Sprogskolen Kolding.

-Allis Helleland, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst

-Clara Rigenstrup, arkitekt MAA / Partner Tegnestuen Mejeriet.

-Merete Due Paarup, byrådsmedlem. Ejer af Imageconsult.

-Peter Lassen, ejer af Montana Group.

-Nina Granlie, Trapholts medarbejderrepræsentant, samlingsansvarlig.
-Ole F Rasmussen, tidligere formand.