Lynet slog ned i Lellinge - hus udbrændt
BRAND: Da et kraftigt tordenvejr ramte Køge torsdag ved middagstid, slog et lyn ned i et stråtækt hus på Ringstedvej i Lellinge.
Branden udviklede sig så voldsomt, at huset ikke stod til at redde trods en stor indsats fra brandvæsenet.
Alarmen kom kl. 13.08 og Falck i Lellinge og Køge blev tilkaldt med alle deres køretøjer.
Der blev også kaldt assistance fra Ringsted Brandvæsen, som kom med en vandvogn. De frivillige fra Køge Brand og redning blev også tilkaldt.
Ejeren var hjemme og sad i stuen og hørte et gevaldigt brag hvorefter strømmen gik.
HFI-relæet var slået fra, og ejeren gik rundt og så efter om der var sket noget, eller om der lugtede brændt, og fandt alt okay. Desværre havde det ligget og ulmet på loftet, inden det brød ud.
Der skete heldigvis ingen personskade ved branden.
pm