Canadier med målnæse til Esbjerg Energy
Den 26-årige canadier Scott Howes er klar for Esbjerg.
Canadieren, som stammer fra Toronto i Ontario, har spillet næsten hele karrieren i nordamerikansk ishockey, men er i sidste sæson noteret for fire kampe for Olimpija Ljubljana i den bedste østrigske liga. Her blev det til to mål og to assist i de fire kampe.
"Scott er en talentfuld offensivspiller, som vil blive spændende at følge. Han har markeret sig som en af topscorerne på alle de niveauer, han har optrådt på. Han er meget stærk med pucken i hjørnerne og arbejder godt i det trafikerede område, hvor det gør ondt foran målet. Og ikke nok med at Howes har offensive kvaliteter. Han er samtidigt også i besiddelse af evnen og viljen til at bidrage godt defensivt," forklarer cheftræner Mark Pederson.
Tidligere har den 181 cm. høje og 86 kg. tunge forward, som også kan spille back, optrådt i American Hockey League og Central Hockey League, men de fleste kampe er dog spillet i East Coast Hockey League.
Manitoba Moose, Bridgeport Sound Tigers og Springfield Falcons fra AHL og Allen Americans og Brampton Beast fra CHL pryder CV'et. Senest har Howes markeret sig med 26 mål og i alt 45 point for Brampton i Central Hockey League.
"Jeg har set ham spille for nogle få år siden, og her sprang hans talent mig i øjnene. Siden er han bare blevet bedre år for år. Alle de trænere som jeg har talt med, havde kun godt at sige om Scott Howes. Både som spiller og som menneske. Vi har talt i telefon sammen nogle gange nu og han er meget spændt på at slutte sig til holdet. Og her har han forsikret mig om, at han vil gøre alt hvad der skal til for at sikre sejrene," siger Mark Pederson.