To på knallert involveret i trafikuheld
GREVE: Politiet blev mandag eftermiddag kl. 16.05 kaldt til Greve Strandvej i anledning af et færdselsuheld.
Det viste sig ved politiets ankomst, at en 16-årig dreng fra Greve på sin knallert var kørt ad cykelstien mod færdselsretningen. Han havde en passager bagpå, og ingen af dem anvendte styrthjelm.
En personbil ført af en 69-årig mand fra Greve kom fra en sidevej og standsede ved fortovet før udkørsel ud på Greve Strandvej.
Knallertkøreren bremsede og mistede i regnvejret herredømmet over knallerten, som væltede. Knallerten kurede videre ind i en 13-årig dreng fra Greve, der stod i rabatten med sin cykel.
De to på knallerten og drengen slap med diverse knubs som følge af uheldet.
Ved en foreløbig undersøgelse af den 16-åriges knallert viste det sig, at den var konstruktivt ændret og derfor kunne køre hurtigere end tilladt.
Politiet skal nu have afhørt alle parter til sagen og have den 16-åriges knallert undersøgt nærmere, før sagen afgøres.
pm