Topmatch mod Fjelsted
Der er dømt returopgør i metalbraget, når EMS gæster Fjelsted med en brandvarm Peter Kildemand på holdet.
Efter sejren på udebane mod Holstebro begynder det at se rigtigt interessant ud i toppen.
Efter en fornem speedway-uge med sejre over først Fjelsted hjemme på Granly Speedway Arena og efterfølgende Holstebro på udebane, er der igen topopgør på menuen. Det gælder anden runde af metalbraget mod vicemestrene fra Fjelsted, som blandt andet stiller til start med Peter Kildemand, der kørte sig i finalen i det seneste Grand Prix i Parken.
"Det bliver igen en fifty-fifty match, men vi går efter så meget som muligt, og vi skal mindst have et bonuspoint med hjem efter vores storsejr på hjemmebane. Vi har lidt udfordringer med at stille hold med blandt andet en Thomas Jørgensen, der er blevet skadet, så vi har været tvunget til at ændre lidt på det oprindelige hold. Vi har dog Artem Laguta, Rene Bach og Mikkel Bech, der alle har været stærkt kørende på det sidste, så jeg tror på det," forklarer holdleder Ib Pedersen, inden jagten går ind på førstepladsen.
Med en sejr i Fjelsted og en sejr på hjemmebane over Munkebo vil EMS toppe rækken. EMS kører mod Fjelsted på udebane onsdag den 2. juli klokken 18.30
Truppen er følgende: Artem Laguta, Rene Bach, Mikkel Bech, Michael Palm Toft og Patrick Josefsen.