Stigning i antallet af tricktyverier i Solrød og Greve
Orientering fra Lokalpolitiet i Karlslunde.omkring lomme- og tricktyverier.
KARLSLUNDE: Lokalrådene i Greve og Solrød har på deres seneste respektive møder drøftet kriminalitetsudviklingen i de to kommuner.
- Generelt er antallet af anmeldelser i positiv udvikling og vi håber, at denne udvikling fortsætter, siger vicepolitiinspektør Preben Moliin fra Lokalpolitiet i Karlslunde.
Desværre ser den gode udvikling ikke ud til at smitte af på tallene for tyveri fra taske og tricktyverier. Man har i både Solrød og Greve oplevet en stigning i antallet af især tricktyverier, som oftest bliver begået af udlændinge.
En typisk fremgangsmåde er at stå meget tæt på et offer, der er ved at betale for varer i supermarked eller andre forretninger. På den måde får de aflæst koden til betalingskortene og får måske i samme ombæring stjålet kortet fra en lomme eller en taske. Eller de stjæler den fra offeret på vej ud af forretningen eller på parkeringspladsen.
En anden måde, som er meget brugt i øjeblikket, er at spørge om vej ved at udbrede et vejkort op foran ansigtet på offeret. På den måde får man dels distraheret offeret og dels afskåret muligheden for at se, hvad der sker. I løbet af få sekunder får man stjålet sin pung med betalingskort og gerningsmændene - eller kvinderne, som det ofte er - er hurtigt væk.
- Vi har endog oplevet, at disse tyveknægte stjæler betalingskortet og lægger pungen tilbage i offerets taske, så der går længere tid, før man opdager at noget er galt, oplyser Preben Moliin.
Generelt skal man være særdeles påpasselig, hvis en eller flere fremmede henvender sig, står meget tæt på en og taler meget eller højt. De gør, hvad de kan for at forvirre en. De samme gælder, hvis en fremmed pludselig henvender sig og uopfordret vil hjælpe med at bære ens varer, åbne bildør eller andet. Det er ikke sikkert, at der bare er tale om almindelig høflighed, desværre.
Lokalrådene i Greve og i Solrød har udarbejdet en brochure, der indeholder gode råd om hvordan man bedst beskytter sig mod lomme- og tricktyverier.
Brochuren er indtil videre tilgængelig på kommunekontorerne og på lokalpolitistationen på Stationsager 1 i Karlslunde.
Det er tanken, at den i de kommende uger skal lægges på steder, hvor mange færdes, så den forhåbentlig kan medvirke til at sætte en stopper for dette uvæsen.
pm