Ældre-cykelløb kommer til Sønderborg
Sønderborg er udpeget til værtsby og mellemstation, når foreningen ”Cykling uden alder” cykler fra Odense til Hamborg på rickshawcykler fra 11. til 13. september. Lokalpolitikere i Sønderborg bakker op om den gode sag og cykler deltagere en tur.
"Cykling uden alder" er et landsdækkende projekt med Ole Krassow som initiativtager. Hans motto er, at ”alle har ret til vind i håret”, og det er for at skabe opmærksomhed omkring projektet, at turen fra Odense til Hamborg er arrangeret. Cykelholdet består af 10 rickshawcykler med hver to piloter ved styret på cyklerne og i alt 25 ældre. Holdet bliver fulgt af en følgebil og en tourbus.
Cykelholdet ankommer til Sønderborg Rådhus torsdag den 11. september kl. 15 efter en tur med færgen fra Bøjden til Fynshav. Medlemmer af både sundhedsudvalget og seniorudvalget byder cykelholdet velkommen på Rådhustorvet.
Efter velkomsten er de sønderborgske politikere piloter og guider på en tur i byen, hvor også de to rickshaws, som Mølleparkens Plejecenter har, bliver taget i brug – med lokale ældre fra plejecentret som passagerer og nogle af de frivillige som trampere. Turen ventes af vare en times tid, inden holdet fra Fyn trækker sig velfortjent tilbage til hotellet. Næste dag går turen videre i retning mod Hamborg.
"Jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, Ole Krassow har taget. Det falder jo helt i tråd med den tanke, vi har i Sønderborg om aktive liv og god livskvalitet for alle, også ældre. Vi ved, at de rickshaws, Mølleparken har fået, gør mange glade, og så har vi som en dejlig sidegevinst fået unge mennesker til at komme og cykle, så der bygges bro mellem generationerne. Et dejligt, frisk pust," siger seniorudvalgets formand, Preben Storm.
Også sundhedsudvalgets formand, Helge Larsen, er begejstret:
"Vores sundhedspolitik er stærkt funderet i et ønske om både fysisk og mental sundhed, og det kombineres bare så utroligt godt på en rickshaw, hvor der er mulighed for en snak og godt samvær, mens der motioneres. For mange ældre er det en virkelig god mulighed for at få sig bevæget lidt og måske endda komme forbi steder, man kender godt fra tidligere. Jeg håber, ”Cykling uden alder” får en succesrig tur til Hamborg og fokus på sin sag, så mange flere får øje på de muligheder, som cykelmotion giver."