Alger i badesøerne i Køge kommune
BADNING: Kimmerslev Sø og Dyndet er nu også ramt af alger. Køge Kommune har sat orienteringsskilte op til badegæsterne.
De to badesøer, Kimmerslev Sø og Dyndet, har nu også fået mange alger i vandet.
I sidste uge satte Køge Kommune orienteringsskilte om algerne op ved Nord Stranden, Søndre Strand og Revlen – og i weekenden kom turen så til de to badesøer.
Selvom der er mange alger i badesøerne og ved strandene i Køge, fraråder Køge Kommune ikke badning på nuværende tidspunkt. Men alge-problemet kan forværres fra time til time, så derfor skal du selv holde godt øje med algerne og følge anvisningerne på orienteringsskiltene.
Hold dig fra algerne
Som tommelfingerregel skal du aldrig bade i vand, der er uklart eller grønt som grønkålssuppe. Du bør ikke røre ved de sammenskyllede alger, der kan drive rundt ovenpå vandet eller blive skyllet op langs stranden.
Hvis der er mangel alger i vandet, kan du bl.a. få hovedpine og hudirritationer, når du bader i det. Hunde og andre dyr bør slet ikke komme nær vand med alger, for de kan blive alvorligt syge og dø, hvis de drikker af ”algesuppen”.
På orienteringsskiltene fra Køge Kommune er der fotografier af alger og gode råd til, hvordan du skal forholde dig til algerne.
Alger er et almindeligt problem på denne tid af året, fordi det lune badevand får algerne til at gro.
Se på DMIs algekort, hvor der er alger lige nu: www.dmi.dk/hav/satellitmaalinger/algekort/.
Læs mere om strande og badesøer i Køge Kommune og se de seneste badevandsprøver på www.koege.dk – skriv strand i søgefeltet