47-årig kvindelig spritbilist fik bil beslaglagt
Politiet forventer, at analysen af kvindens blodprøve til give et resultat over 2,00 promille
SOLRØD: Politiet anholdt og sigtede natten til fredag kl. 01.51 en 47-årig kvinde fra Køge for spirituskørsel i en personbil på Tåstrupvej i Solrød Strand.
Hun fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev herefter løsladt.
Inden løsladelsen havde politiet dog inddraget hendes kørekort og retten til at køre bil, fordi politiet med baggrund i en alkometertest forventer, at hun som følge af sagen vil blive frakendt kørekortet ubetinget.
Da alkometertesten også viste et så højt resultat, at politiet forventer, at analysen af hendes blodprøve til give et resultat over 2,00 promille, beslaglagde politiet som konsekvens af de skærpede regler i færdselsloven pr. 1. juli 2014 hendes personbil med henblik på senere konfiskation, selv om hun ikke tidligere er dømt for tilsvarende overtrædelser af færdselsloven.
- Når analyseresultatet fra blodprøven foreligger, vil hun høre nærmere fra politiet og senere blive indkaldt til et retsmøde, oplyser Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
pm